Den sidste gang jeg besøger dig, forærer du mig trækassen med dine oliefarver, pensler og de dertilhørende remedier. Kluntet men stolt bærer jeg, som en klods om benet, den tunge og mørke egetrækasse med mig hjem. 

 

Du siger at det er alle de andre, som er bindegale. Du betror det til mig og min søster med en lavt hviskende hvæsen. I din hvide patientkittel læner du dig vaklende frem gennem elevatorens døråbning, i et forsøg på en intim udveksling, så at ingen af de andre på gangen overhører det. Det føles mest som en trussel. 

Jeg trykker på knappen til stueetagen, de grå døre glider i og skiller inde fra ude. Liften kører ned. Fører mig til Bispebjergs hovedindgang. Det er en af de sidste gange jeg ser dig. 

 

Vi prøver senere at sætte dig fri i havet, men du flyder ind på land igen. Vi kaster din aske i bølgerne. Det er min dårlige ide, at søsætte dig fremfor en begravelse. Jeg finder det for modsætningsfuldt at lægge dig til hvile under jorden, når du nu aldrig rigtig har følt dig hjemme på den. Havet og bølgerne er uendelige. De må da kunne rumme dig.

 

I sidste øjeblik, som klokkerne ringede ind, sneg min ældste søster sig ind, og satte sig på den bagerste bænk i kirken.

 

Som en dråbe danser du. Kate bush er i vores dagligstue og skibene sejler forbi vinduerne.

 

Min fars krop 

     Min fars arkiv 

Min krop 

     Min krops far

 

Hesten, på din arm, på muren, i skuret, den løbske. 

 

Der hænger en hest på væggen. Der løber en løbsk hest på vejen. Hesten er løbet ud af væggen. Pigmentet er blæst ud på muren. Sivet ud af min fars arm.

​

Jeg kunne mærke at en af dine bølger snart vil ramme kysten. Ude af takt. I utidig tide. Jeg genkendte dens ankomst.

 

Du stjal en sten med hjem fra templet i Athen.

 

Du satte gule mærkater på ting for ikke at glemme. For at påminde både dig selv og mig om tingenes funktion og orden. 

​

ASH, 2021