Vedrørende himlen 

​

 

Stilheden talte til os igen i dag 

som vi lå der på puden 

under dynen 

under jorden 

som vi lå dr undr jorden, talte stilheden 

sagte, så sagte at formerne opløste sig 

vores blod blev hvidt og i drak og drak

 

en reminiscens og så alligevel ikke ankommet 

vi har set jer med vores hænder

enstemmigt hviskes fra mørket

her findes der lys 

​

gennem grotten

fortsætter vi forbi

de som tæller 

de som aldrig har lært at tælle til mere en 2020

de tæller og tæller men kan alligevel aldrig få det helt rigtig 

​

og da kom Verden til en sø 

bagom parkeringspladsen 

bilernes glinsende overflader blænder øjeblikket 

inden blikket fæstner silhuetten af kvinden vi er blevet præsenteret for før 

dernæst kommer det hvide i hendes øjne til syne 

mandelformet og velkendt

som åbningen vi kom ud af 

siden kom ordet og sammenhængen udeblev 

med et er det kun det hvide i det ovale rum, der synes 

hun har rullet pupillerne indad 

er blevet taget i ed

​

men Glassur var smartere 

gemte sig bag et gadehjørne og ventede 

iagttog og ventede

observerede hvad folket kunne lide

hvad der behagede hvem

hvor længe et æble er om at modnes 

hvor mange gange en ide skal præsenteres før den bliver moderne 

hvor meget en ko kan beskæres og stadig sælges 

hvad minimum af gift der skal tilsættes før nogen dør uden at det opdages 

hvorledes der kan økonomiseres med liv og død uden selv at blive sat ud af spil

Glassur, det omstillingsparate fossil

​

hænderne tomme 

havn og hævn

himmel og hav tilgiv dem for hvad de ikke ved

udgået for blå 

tilgiv dem for hvad de ved

Kassandra tæller

 

som vinden blæser

let på tråd

et klinket skår

fra hvid til grøn 

hun er på sine vinger

har dem

han er en charmør

hun let på tråd og burde skamme sig

​

hvid, grøn, fra hvid til grøn

i en cyklus der bærer os ind i det uendelige

af hvid røg kan du danne grøn

favne og omforme

fra hvid til grøn 

sort får i ikke

​

​

du er på dine vinger igen

”I får mig aldrig” 

du er på dine vinger, eller det vil sige den ene har du tabt

det gør ikke så meget 

I var alligevel et ulige antal og to drejer i fortsat

I kan ikke længere genkende hinanden og forbandelserne fordre ingen genforening 

​

Kassandra tæller

dagene 

hvor vi kunne regne med loftet 

den solide jord under den nedgående sol

nætterne

hvor vi vil spadsere i loftet og glide igennem væggene

himlen er ikke ovre endnu

Kassandra registrerer de minutiøse forhold

​

under det glastynde lag pumper svaret

​

hvem havde troet at sten var et uroligt materiale 

lad vanviddet vise vej

hvis bare de ville være stille

ikke afbryde med alt deres orden