Anna Skov Hassing
Out of blue
Aga, Copenhagen, 2020
Vedrørende himlen
Stilheden talte til os igen i dag
som vi lå der på puden
under dynen
under jorden
som vi lå dr undr jorden, talte stilheden
sagte, så sagte at formerne opløste sig
vores blod blev hvidt og i drak og drak
en reminiscens og så alligevel ikke ankommet
vi har set jer med vores hænder
enstemmigt hviskes fra mørket
her findes der lys
gennem grotten
fortsætter vi forbi
de som tæller
de som aldrig har lært at tælle til mere en 2020
de tæller og tæller men kan alligevel aldrig få det helt rigtig
og da kom Verden til en sø
bagom parkeringspladsen
bilernes glinsende overflader blænder øjeblikket
inden blikket fæstner silhuetten af kvinden vi er blevet præsenteret for før
dernæst kommer det hvide i hendes øjne til syne
mandelformet og velkendt
som åbningen vi kom ud af
siden kom ordet og sammenhængen udeblev
med et er det kun det hvide i det ovale rum, der synes
hun har rullet pupillerne indad
er blevet taget i ed
men Glassur var smartere
gemte sig bag et gadehjørne og ventede
iagttog og ventede
observerede hvad folket kunne lide
hvad der behagede hvem
hvor længe et æble er om at modnes
hvor mange gange en ide skal præsenteres før den bliver moderne
hvor meget en ko kan beskæres og stadig sælges
hvad minimum af gift der skal tilsættes før nogen dør uden at det opdages
hvorledes der kan økonomiseres med liv og død uden selv at blive sat ud af spil
Glassur, det omstillingsparate fossil
hænderne tomme
havn og hævn
himmel og hav tilgiv dem for hvad de ikke ved
udgået for blå
tilgiv dem for hvad de ved
Kassandra tæller
som vinden blæser
let på tråd
et klinket skår
fra hvid til grøn
hun er på sine vinger
har dem
han er en charmør
hun let på tråd og burde skamme sig
hvid, grøn, fra hvid til grøn
i en cyklus der bærer os ind i det uendelige
af hvid røg kan du danne grøn
favne og omforme
fra hvid til grøn
sort får i ikke
du er på dine vinger igen
”I får mig aldrig”
du er på dine vinger, eller det vil sige den ene har du tabt
det gør ikke så meget
I var alligevel et ulige antal og to drejer i fortsat
I kan ikke længere genkende hinanden og forbandelserne fordre ingen genforening
Kassandra tæller
dagene
hvor vi kunne regne med loftet
den solide jord under den nedgående sol
nætterne
hvor vi vil spadsere i loftet og glide igennem væggene
himlen er ikke ovre endnu
Kassandra registrerer de minutiøse forhold
under det glastynde lag pumper svaret
hvem havde troet at sten var et uroligt materiale
lad vanviddet vise vej
hvis bare de ville være stille
ikke afbryde med alt deres orden