I vinteren 2012 fandt jeg på byggetomten på Dortheavej, lige inden vejen slår et sving, nogle byggesten fra det tidligere byggeri. Jeg stablede dem ovenpå hinanden, fandt at de kunne få ny funktion som lysestage, og tog dem med hjem. Til en start fungerede det også fint, men påvirkningen fra varmen inden døre, begyndte at forandre stenene. Langsomt begyndte de at krakelere, ændre farve, smuldre og opløse sig. Først til grove stenklumper. Senere til finere og finere stykker, for til sidst at blive helt blødt som finkværnet pigmentstøv. Stenenes farver gik fra grålige til under krakeleringen, at transformeres til transparente flager med blå-grønlige kanter. Næsten som slået glas. De grønne og blå farver var flygtige og snart var stenpulveret så gennemsigt at jeg ikke kunne se det mere. Jeg kunne stadig føle mig frem til bunken af støv og prøvede at tage en lille fingerspids på tungen. Det sitrede og boblede på tungen, men havde ingen smag. Kort efter begyndte en ukendt duft at sive ud gennem mine porer, fulgt af lyden summende insektsværm i takten til bølger af farvet lys under min hud.

Over de næste timer ebbede seancen langsomt ud – og med en lille børste fik jeg fejet resterne af støvet ned i en glaskrukke og skruet låget på.

 

I syd Frankrig ligger Charvin fabrikken, som producerer mine oliefarver. Under Covid måtte de standse produktionen. Jeg begyndte at løbe tør for maling. Mine grønne og blå nuancer blev én efter én opbrugt.

​

Maleriet til Glasløberen over Dortheavej krævede de blå og grønlige nuancer. Jeg måtte finde glaskrukken med stenstøvet frem. 

 

ASH, september 2020