Rummet mellem buba, Dortheavej 2U, 2020
Curated by Mie Lund & Anna Skov Hassing. Photos Rikke Flensborg & Pierre-Alain Parfond
Text↓

Glasløberen over Dortheavej

I vinteren 2012 fandt jeg på byggetomten, lige inden vejen slår et sving på Dortheavej, nogle byggesten fra det tidligere byggeri. Jeg stablede dem ovenpå hinanden, fandt at de kunne få ny funktion som lysestage, og tog dem med hjem. Til en start fungerede det også fint, men påvirkningen fra varmen inden døre, begyndte at forandre stenene. Langsomt begyndte de at krakelere, ændre farve, smuldre og opløse sig. Først til grove stenklumper. Senere til finere og finere stykker, som til sidst at blev helt blødt som finkværnet pigmentstøv. Stenenes farver gik fra grålige til under krakeleringen, at transformeres til transparente flager med blå-grønlige kanter. Næsten som slået glas. De grønne og blå farver var flygtige og snart var stenpulveret så gennemsigt at jeg ikke kunne se det mere. Jeg kunne stadig føle mig frem til bunken af støv og prøvede at tage en lillefingerspids på tungen. Det sitrede og boblede på tungen, men havde ingen smag. Kort efter begyndte en duft at sive ud gennem mine porer, fulgt af en lyd, som en summende insektsværm i takt med bølger af farvet lys under min hud.

Seancen ebbede over et par timer ud – og med en lille børste fik jeg fejet resterne af støvet ned i en glaskrukke og skruet låget på.

I syd Frankrig ligger Charvin fabrikken, som producerer mine oliefarver. Under Covid19 måtte de standse produktionen og jeg begyndte at løbe tør for maling. Mine grønne og blå nuancer blev én efter én opbrugt.

@ASH, september 2020

​