Min fars arkiv - Hesten på din arm, på muren, i skuret, den løbske

Min fars arkiv - Hesten på din arm, på muren, i skuret, den løbske, Danmarks Forsorgsmuseum, Svendborg, 2021-22
Photos Morten Gaustad & Anna Skov Hassing

Den sidste gang jeg besøger dig, forærer du mig trækassen med dine oliefarver, pensler og de dertilhørende remedier. Kluntet men stolt bærer jeg, som en klods om benet, den tunge og mørke egetrækasse med mig hjem. 

 

Du siger at det er alle de andre, som er bindegale. Du betror det til mig og min søster med en lavt hviskende hvæsen. I din hvide patientkittel læner du dig vaklende frem gennem elevatorens døråbning, i et forsøg på en intim udveksling, så at ingen af de andre på gangen overhører det. Det føles mest som en trussel. 

Jeg trykker på knappen til stueetagen, de grå døre glider i og skiller inde fra ude. Liften kører ned. Fører mig til Bispebjergs hovedindgang. Det er en af de sidste gange jeg ser dig. 

 

Vi prøver senere at sætte dig fri i havet, men du flyder ind på land igen. Vi kaster din aske i bølgerne. Det er min dårlige ide, at søsætte dig fremfor en begravelse. Jeg finder det for modsætningsfuldt at lægge dig til hvile under jorden, når du nu aldrig rigtig har følt dig hjemme på den. Havet og bølgerne er uendelige. De må da kunne rumme dig.

 

I sidste øjeblik, som klokkerne ringede ind, sneg min ældste søster sig ind, og satte sig på den bagerste bænk i kirken.

 

Som en dråbe danser du. Kate bush er i vores dagligstue og skibene sejler forbi vinduerne.

 

Min fars krop 

     Min fars arkiv 

Min krop 

     Min krops far

 

Hesten, på din arm, på muren, i skuret, den løbske. 

 

Der hænger en hest på væggen. Der løber en løbsk hest på vejen. Hesten er løbet ud af væggen. Pigmentet er blæst ud på muren. Sivet ud af min fars arm.

 Jeg kunne mærke at en af dine bølger snart vil ramme kysten. Ude af takt. I utidig tide. Jeg genkendte dens ankomst.

Du stjal en sten med hjem fra templet i Athen.

Du satte gule mærkater på ting for ikke at glemme. For at påminde både dig selv og mig om tingenes funktion og orden. 

Anklage skrift af Jan Hassing redigeret af Anna Skov Hassing

Hvorfor beskriver du et hus?

Det er et hjem. Mit hjem.

Værelset

Erik og Ole trækker Kaj ind i rummet. De tvinger ham ned på gulvet og holder hans arme ud til siderne. Finn trækker bæltet ud af stropperne og sætter sig overskrævs på ham.

Spisesalen

Poul kommer ind og går hen til Jens tallerken, hakker og spytter på de fire madder og trykker slimet til.

 

Badeværelset

Vandfadet slipper sit tag i det kolde vand. Vi trækker pytten op til ansigterne i de skålede hænder. De små isflager skærer røde streger i den blå hud. Ni nøgne drengekroppe. Det hvide tandpulver er i en dåse mellem forstanderens hænder. Senge-tisserne vasker lagner i deres vandfade.

 

Kælderen

På vej ned af trappen råber vi ”Sperm” ind i hinandens grinende ansigter. Vi trækker i kedeldragterne. De brune gummistøvler skal på til sidst. Jeg hører lyde inde fra kulkælderen. Kigger gennem lemmen. Forstanderen ligger på knæ på gulvet. Hans bukser er trukket ned. Pikken stiv. Foran ham ligger Ove. Hans er ikke stiv. Det kan jeg se. Hans bukser er også trukket ned.

Børnehaven Jeg stirrer ud ad vinduet. Venter på at min far skal komme. Der er han! Jeg genkender hans dinglende gang. Jeg springer ned af skamlen og griber op efter hans hånd og hænger mig fast.

 

Rummet ved siden af sovesalen

Der er ingen dør. Intet vindue. En arm stikker en tallerken ind gennem væggen. Jeg rækker ud efter den og forsøger at røre ved fingrene. Men de er væk. Det er kun den kolde tallerken med mit varme bræk der er tilbage. Stemme skærer gennem væggen. ”Du kommer ikke ud før du har lært at spise op. Man skal altid spise det man selv har øst op!”

”Jamen jeg har ikke bedt om det her. Og der er ingen ske. Og hvor er mit tøj.” ”Brug fingrene eller slik det op!” Man får ikke tøj på før man er født. Uvidende fjols.” Som hårde dunk støder væggen ind mod mig. Jeg hulker ned i brækket. ”Skal jeg også fødes?”

 

Hvorfor beskriver du en kvinde?

Det er nogens mor. Min mor.

Jeg samler et lille lysende egern op. Det halter på højre forben og ligger trygt i mine hænder. Kvinden (min mor) begiver sig på vej. Jeg vil indhente hende senere. Først må jeg tage mig af egernet. Det har en nøgle til en garageport. Låsen sidder højt og skal drejes seks gange. Det kan egernet ikke nå. Jeg finder en lem længere nede. Hasper den og forlader det lysende egern. Det må lære at klare sig selv.

 

Jeg skal besøge en kvinde (min mor). Går og går. Kan ikke finde hendes gade. Spørger mennesker om vej. Om de kender hende. Hendes grønne gadedør. Det mørnede husnummer. Kun en lille dreng i korte bukser svarer mig. Han kender hende. Det har han gjort i mange år. Han trækker min hånd ud af ærmet og fører mig ind i gaden. Standser mig foran nummer tolv. Trykker min finger mod knappen og forlader mig. Jeg følger stemmen op ad trappen og møder familiernes forskellige aftensmad på hver afsats. Dørenes bogstaver danner skiftende kroppe. De har forskellige farver. Uens klange. Kvindens lejlighed er åben. Men hun er der ikke. Kun hendes tøj hænger rundt omkring.

 

Der lugter farligt da jeg lukker mig ind i lejligheden. Jeg er sulten og spejder efter køkkenet. En fremmed dame taler med min mor inde i stuen. Hun banker cigarasken af. Hvornår har De sidst set ham?

Hvorfor refererer du til tiden?

Det er liv. Mit liv.

Klokken er fjorten femten

Hjemmet ligger på en stor grund. Til den ene side strækker frugttræer og bærbuske sig i lange rækker. Det forbudte område. Til den anden side ligger en brakmark. Legepladsen. Der er stengærde hele vejen rundt. Hvis man rører ved det, så låses døren udefra til det spartanske rum.

 

Klokken er tretten tredive.

Jeg smækker skabslågen i samtidigt med at Ove får et slag med stållinealen.

Klokken er femten halvtreds

Jeg falder ikke mere. Står nærmest stille og betragter menneskene omkring mig. De har fået ansigter. Fingre. Øjne. Jeg er frosset til is og kan ikke røre mig mere.

 

Klokken er sytten tredive

Bent rejser sig. Øjnene drypper ned i sovsen. Smut logrer med halen og snapper forstanderens tilbud om et stykke krebinet. Hans hånd glider kælende hen over ryggens skind. Lander ved lårets runding. Fingrende strammer hundepikken rød.

 

Klokken er nitten.

Det mørke loft bliver hvidt. Ingeborg står ved fodenden af min seng. Større end ellers.

 

Klokken er seksten

Det er fredag. Badedag. Vi kaldes ind og gøres nøgne i kælderen. Vi står i rummet ved siden af rummet med den dampende grukedel. Forstanderen skolder de første kroppe. Sveden driver. Per skriger. Forstanderen trykker mit hoved ned under vandet. Lyde bliver til bobler. Det sortener.

 

Klokken er elleve ti

Vi samles i vest fløjens gang. Gennes sammen af de ledende. Jens står i midten. Fem fra hoffet står rundt om. Slagende begynder at hagle ind over ham. Han dækker ansigtet med armene. Jeg ser en løs tand dingle ved overlæben inden han krøller sig sammen.

 

Klokken er tolv tredive

En papegøje flyver rundt om en stor rovfugl. Lander foran den og strutter med fjerende. Rovfuglen falder over papegøjen. De store kløer lukker sig om fuglen, næbet sættes i dens hals. Jeg vender ansigtet bort. Vil ikke se det blodige optrin. Vender mig tilbage da jeg hører papegøjen le højt.

 

Klokken er syv femogfyrre

Forstanderen træder ind og med ham kommer tavsheden.

 

17 april 1999, Frederiksberg.

Jeg anklager de magthavere der vil magten.